Britisk storbank indleder samarbejde med politi
Royal Bank of Scotland har underskrevet en aftale med politiet i London om at levere rådgivning i forbindelse med økonomisk kriminalitet.
Det skriver Financial Times.
Selvom 81 pct. af aktierne i banken er ejet af den britiske stat, kommer aftalen som en overraskelse, da banken gennem en årrække har været centrum for uheldige sager som kursmanipulation og fejlkøb af amerikanske realkreditobligationer.
Ved aflæggelsen af sit seneste kvartalsregnskab i 2014, inkluderede storbanken således 17 siders skrift om nuværende sager mod banken. Politiet forsikrer dog, at alle undersøgelser af banken vil blive holdt adskilt fra det nye partnerskab.
Modellen med samarbejde mellem banker og myndighederne er kendt fra USA, hvor det amerikanske børstilsyn i kølvandet på finanskrisen hyrede eksperter fra banksektoren til at bekæmpe finansiel kriminalitet.
Det skete af samme grund som RBS-samarbejdet med det britiske politi nu bliver indledt, nemlig på grund af kritik om, at myndighederne ikke har tilstrækkeligt med viden om hvordan banksektoren fungerer.
Myndighederne i Storbritannien skønner, at omkostningerne ved finansiel kriminalitet i Storbritannien vil nå op på 73 mia. pund, eller ca. 695 mia. kr., i 2014.
Ritzau Finans