- Opdateret 03/11/2014 kl. 11:42
Resultatforventningerne i Schouw opjusteres
Schouw & Co opjusterer forventningerne til 2014s resultat, mens omsætningen fastholdes.
Samlet set venter Schouw at nå et EBIT i intervallet 625-675 mio. kr., mens det tidligere ventede et resultat i størrelsesordenen 570-665 mio. kr. I tredje kvartal realiserede selskabet et driftsresultat på 270 mio. kr., hvilket var knap 10 pct. bedre end i samme periode sidste år.
- På trods af en relativt beskeden fremgang i aktiviteten steg det samlede EBIT i Schouw & Co. med næsten 10 pct. i kvartalet i forhold til 2013. Jeg er meget tilfreds med, at fremgangen fra årets begyndelse også er fortsat i tredje kvartal, siger adm. direktør Jens Bjerg Sørensen fra Schouw i regnskabet.
Han forklarer, at der i alle selskabets virksomheder arbejdes med initiativer til vækst- og marginforbedringer, og udviklingen understreger ifølge ham, at der er effekt heraf på såvel kort som længere sigt.
- En direkte konsekvens er således også en opjustering af forventningerne til årets indtjening for anden gang i år, siger Jens Bjerg Sørensen, som tilføjer, at akkvisitiv vækst står højt på selskabets agenda.
Vækst på toplinjen var der ikke noget af i tredje kvartal, hvor omsætningen faktisk faldt 2 pct. fra samme periode sidste år til 3618 mio. kr.
- Den beskedne tilbagegang kan alene henføres til Biomar, hvor salgspriser er reduceret som følge af reducerede råvarepriser, mens alle de øvrige virksomheder har haft fremgang, fremgår det af regnskabet.
Tabel for Schouw & Co. for tredje kvartal 2014:
Mio. kr. |
3. kvartal 2014 |
3. kvartal 2013 |
Hele 2013 |
Nettoomsætning |
3.618,1 |
3.702,6 |
11.644,9 |
Resultat af primær drift |
269,6 |
246,1 |
684,6 |
Resultat før skat |
285,5 |
460,7 |
1.108,8 |
Periodens resultat |
220,4 |
376,6 |
1.367,6 |
Ritzau Finans