Få nye skibe i ordrebøgerne
Skibsværfternes ordrebøger som andel af containerflåden er på et af de laveste niveauer siden 2000.
Det konstaterer shippinganalysehuset Alphaliner, der har set nærmere på tendenserne, når rederierne bestiller nye containerskibe.
I år har ordrerne på nye skibe netop passeret en kapacitet på 1 mio. tyvefodscontainere, teu. I alt 145 skibe er lagt i ordrebøgerne, hvilket har bragt værfternes samlede ordrebeholdning op på 3,51 mio. teu. Det svarer til 19,3 pct. af den eksisterende flåde på 18,21 mio. teu, konstaterer Alphaliner.
- Det nuværende forhold mellem ordrer og flåde er på et af de laveste niveauer siden 2000. Det ligger i øjeblikket under 20 pct. niveauet sammenlignet med toppe på 60 pct. i 2005 og 2008, konstaterer Alphaliner.
Ifølge analysehuset kan tallet dog stige et par pct.point igen, hvis rygterne om, at containeralliancen G6, vil placere nye ordrer på kæmpeskibe med en kapacitet på 18.000 teu, viser sig at være sande. Desuden er markedet præget af fornyet interesse om de små skibe med en kapacitet på 1.000-2.000 teu.
Mellemsegmentet på 3.000-7.500 teu er derimod med få undtagelser ikke i rederiernes søgelys, da segmentet i forvejen er tæt pakket.
Ritzau Finans