Stor gevinst til sygeplejersker efter utraditionel afkastjagt
Pensionskassen PKA har høstet ekstra høje afkast på utraditionelle investeringer i årets første ni måneder
Sygeplejerskernes pensionskasse PKA er blevet belønnet for at gå foran på utraditionelle investeringer. Det oplyser selskabet i regnskabet for tredje kvartal.
Som Finans skrev i går er PKA det pensionsselskab i Danmark, der satser mest offensivt på såkaldte alternative investeringer. 41 mia. kr. har PKA investeret i bl.a. vejrforsikringer i USA, skovdrift i Australien og direkte investeringer i ikke børsnoterede selskaber såsom den kriseramte dækvirksomhed Genan.
Det har givet bonus i årets første ni måneder, hvor de alternative investeringer har givet et afkast på 13,4 pct. Til sammenligning har PKA's samlede investeringer givet et afkast på 8,5 pct., hvilket ligger på niveau med flere andre pensionsselskaber.
PKA fremhæver desuden i pressemeddelelsen, at de alternative investeringer generelt er med til at levere et stabilt afkast, fordi det spreder risikoen over flere forskellige typer af aktiver.
»PKA har de seneste fem år haft et årligt afkast på 10 pct. samtidig med, at risikospredningen er forøget. Dette skyldes ikke mindst vores alternative investeringer, og vi vil også fremadrettet have fokus på dette område. Resultaterne viser, at omlægningen fra aktier til alternativer er lykkedes,« siger Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA.
PKA's samlede alternative investeringer på 41 mia. kr. svarer til 19 pct. af porteføljen. I løbet af de kommende tre år forventer PKA at investere yderligere 13 mia. kr. i alternativer. Det har selskabet oplyst Finans i forbindelse med en kortlægning af pensionsselskabernes alternative investeringer.
Peter Damgaard Jensen er generelt tilfreds med det samlede afkast på 8,5 pct. - eller 15,4 mia. kr.
»Det er meget tilfredsstillende at konstatere, at vi klarer os særdeles godt på de finansielle markeder og leverer et flot afkast til vores medlemmers pensioner. Fortsætter denne udvikling året ud, så bliver det et rigtig godt år for PKA og vores medlemmer,« siger Peter Damgaard Jensen.
PKA har 260.000 medlemmer og en samlet formue på over 200 mia. kr.