Plastfabrikant i god gænge
SP Group realiserede i de første tre kvartaler af 2014 et resultat før skat og minoriteter på 38,4 mio. kr. mod 36,4 mio. kr. i samme periode sidste år.
Omsætningen målt i forhold til samme periode sidste år steg lidt mere end 7 pct. til 871,2 mio. kr. og EBITDA steg til 84,8 mio. kr. fra 84,4 mio. kr.
- Tredje kvartal 2014 blev vort hidtil bedste kvartal målt på bundlinjen. Vi venter fortsat at kunne gøre det bedre i 2014 end i 2013, der var vort hidtil bedste år, forudsat verdensøkonomien fortsat udvikler sig positivt, udtaler direktør i SP Group Frank Gad i regnskabet.
Forventningerne til 2014 fastholdes.
Der ventes fortsat et lidt større resultat før skat og minoriteter i 2014 end i 2013, hvor de udgjorde 50,2 mio. og et lidt højere aktivitetsniveau end i 2013, hvor omøæsnitngen var 1102 mio. kr. men markedsudsigterne er fortsat uklare.
Selskabet opererer indenfor belægning med selskabet Accoat og inden for plast med selskaberne SP Moulding, SP Medical, Gibo Plast, Ergomat, Tinby, TPI Polytechniek, SP Extrusion og Bröderna Bourghardt. Plastaktiviteterne er med en omsætning på 750 mio. kr. de største aktiviteter.
Selskabet udvider aktietilbagekøbet med 6 mio. kr. til 14 mio. kr., så det løber til og med 10. april 2015.
/ritzau/FINANS