Siemens stiger lidt på større overskud end ventet
Den tyske industrikoncern Siemens øgede i fjerde kvartal overskuddet efter skat og minoriteter til 1446 mio. euro fra 1068 mio. euro i samme periode sidste år, da resultatet var tynget af udgifter relateret til selskabets effektiviseringsprogram på 650 mio. euro.
Det fortæller Siemens i sit regnskab for fjerde kvartal af 2013/14, der indeholdt en ekstraomkostning på 223 mio. euro til udskiftning af kuglelejer og vinger i industrikoncernens vindmølledivision.
Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var der ventet et overskud på 1.280 mio. euro. Den samlede omsætning var 20,62 mia. euro mod 20,56 mia. euro i fjerde kvartal sidste år. Det såkaldte sektor-overskud var på 2.195 mio. euro - tæt på de 2.250 mio. euro, som analytikerne havde ventet.
For 2014/15 venter Siemens en vækst i indtjeningen per aktie på mere end 15 pct., en profitmargin på 10-11 pct. for industriaktiviteterne og en flad organisk omsætningsudvikling.
Ritzau Finans