Vestas tog kursspring efter flot regnskab
Efter et stærkt tredje kvartal kan Vestas opjustere forventningerne til årets omsætning og overskudsgrad. Koncernen har ansat 19 nye medarbejdere pr. dag i år.
Investorerne kvitterede straks for fredagens melding fra Vestas om flotte regnskabstal for tredje kvartal og deraf følgende opjustering af resultatet for hele året.
Da børsen lukkede kl. 17, var aktiekursen steget med 17,19 procent til 236,6.
Vestas opjusterer forventningerne til årets omsætning fra mindst 44,6 milliarder kroner til nu op mod 52 milliarder kroner.
Også målene for selskabets pengestrømme og overskudsgrad løftes, oplyste koncernchef Anders Runevad fredag.
- I tredje kvartal 2014 fortsatte forbedringerne inden for flere driftsområder, hvilket understreger, at eksekvering af vores strategi, Lønsom vækst for Vestas, fortsat er på rette spor.
- Jeg kan næsten ikke finde noget i det regnskab, der ikke er godt. Omsætningen, indtjeningen og pengestrømmene, og især lønsomheden er rigtig god, siger aktierådgiver Jesper Bamberger til Ritzau Finans.
Et stærkt tredje kvartal er med til hive forventningerne i vejret. Vindmølleselskabet leverede et driftsresultat på omkring 1,2 milliarder kroner før særlige poster i kvartalet, hvilket var langt bedre end analytikernes prognose, der ifølge Ritzau Finans lå omkring 789 millioner kroner.
Det samlede resultat før skat efter årets første ni måneder lyder på 264 millioner euro - svarende til knap to milliarder kroner.
Vindmøllegiganten er i år gået fra at fyre til at hyre ansatte. Der er i gennemsnit kommet 19 nye ansatte til selskabet hver eneste dag på globalt plan.
Siden nytår er der føjet 3827 nye medarbejdere til Vestas ' lønningslister.
Alene i Danmark har Vestas ansat omkring 1200 nye medarbejdere siden nytår, og det er især ansatte i produktionen af vindmøller, der er kommet til, oplyser Vestas.
Ved udgangen af september i år var der på verdensplan 19.324 ansatte. Og fællestillidsmand Kim Hvid Thomsen er en tilfreds mand.
- Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at vi alle sammen synes, at det er langt sjovere i øjeblikket, end den årrække vi har været igennem med rigtig mange fyringer. Det er jo noget helt andet i øjeblikket, siger han..
/ritzau/