Storaktionær hos OW Bunker: Konkursen er en tragedie
Bestyrelsen i OW Bunker har forsøgt at redde selskabet men uden held. Storaktionæren Altor beklager sagen.
Den svenske kapitalfond Altor, der er storaktionær i brændstofsselskabet OW Bunker, beklager, at bestyrelsen i selskabet må smide håndklædet i ringen og indgive konkursbegæring.
»Dette er en enorm tragedie for alle medarbejdere, aktionærer og kunder,« siger Søren Johansen, partner i Altor Equity Partners og bestyrelsesmedlem af OW Bunker.
»Bestyrelsen har vendt alle sten for at redde virksomheden, men har ikke kunnet finde en holdbar løsning,« siger han i en pressemeddelelse.
Altor solgte i marts ud af sin ejerandel i OW Bunker, da selskabet gik på fondsbørsen. Altor reducerede sin ejerandel til 35 pct. af aktierne, da man solgte knap 21 millioner aktier. Det indbragte kapitalfonden lige over 3 mia. kr.
Det var onsdag aften, at proppen blev trukket ud af OW Bunker. Her kom det kort før midnat frem, at selskabet tilsyneladende var blevet svindlet for omkring 750 mio. kr. af ledende medarbejdere i datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore.
Det er endnu uvist, hvad svindlen konkret består i.
»I en sådan ekstrem situation er det i alle interessenters interesse at få fuld klarhed om de begivenheder, der førte til dette enorme tab af værdi. Så snart de nødvendige fakta og konklusioner findes skal de frem på bordet,« siger Søren Johansen.
/ritzau/