»Her er en form for choktilstand«
Nedtrykte medarbejdere forlod mandag OW Bunker efter et møde med sagens kurator.
Det regnvåde og triste efterårsvejr beskrev meget godt stemningen i konkursramte OW Bunkers hovedkontor i Nørresundby mandag eftermiddag. Medarbejderne forlod en efter en virksomheden, hvor de for bare en uge siden intet anede om den skandale, der allerede dengang truede virksomheden på livet.
»Tirsdag, da jeg gik hjem fra arbejde, var alt helt normalt. Så det her er helt surrealistisk. Da ledelsen først meddelte, at de var nødt til nedjustere forventninger med 20 pct., tænke jeg: Og hvad så? Vi har tidligere været ude for, at vi har tjent knap så mange penge i en periode, men så kommer vi jo bare igen næste år,« siger en teknisk chef i OW Bunker, der ikke ønsker at få sit navn frem, til Finans.
Da ledelsen først meddelte, at de var nødt til nedjustere forventninger med 20 pct., tænke jeg: Og hvad så? Vi har tidligere været ude for, at vi har tjent knap så mange penge i en periode, men så kommer vi jo bare igen næste år
Men nedjusteringen blev som bekendt til en konkursbegæring fredag aften. Den tekniske chef er, ligesom en lang række andre medarbejdere, endnu ikke fyret men blevet sendt hjem af kurator. Hos HK Nordjylland havde de i dag møde med 28 OW Bunker-medarbejdere, som alle er blevet sendt hjem.
”De var naturligvis frustrerede og kede af det. Kurator har 14 dage, hvor han kan bede medarbejderne om at komme og arbejde for dem,” siger Kate Ziegler, der er formand for HK Handel i Nordjylland.
Hun fortæller, at der stadig er en lille sandsynlighed for, at en virksomhed kan opkøbe en del af OW Bunker og dermed overtage nogle medarbejdere.
Hvor stor en del af medarbejderne, der har fået lov til at gå hjem, og hvor mange der skal blive og arbejde på virksomheden, er uvist.
Det har ikke været muligt, at få en kommentar fra OW Bunker, som blot oplyser, at det endnu ikke er afgjort, hvem der tager sig af henvendelser fra pressen. OW Bunkers adm. direktør, Jim Pedersen, forlod mandag eftermiddag virksomheden uden at ville svare på spørgsmål.
Mandag kl. 11 var medarbejderne samlede for at få informationer fra kurator. Og det var et møde, som var præget af en dårlig stemning.
»Der er stadig en form for choktilstand blandt medarbejderne. Der er kæmpe frustration, og folk bliver også lidt sure. De to, der skulle repræsentere kurator, kunne ikke sige noget, som vi ikke vidste i forvejen. Det var middelmådigt fra deres side,« siger den tekniske chef.
Kortlagt: Så stor var OW Bunker
Efter mødet mandag forlod de fleste medarbejdere OW Bunker i tavshed, mens de kiggede ned i jorden.
Onsdag aften i sidste uge meddelte OW Bunker en rekonstruktion af to af virksomhedens datterselskaber i et forsøgt på at redde virksomheden. Kort tid efter den meddelelse fik medarbejderne besked på, at de hverken måtte handle eller betale regninger.
»Så gik vi i chok. For så er en virksomhed som vores fuldstændig død. Da vi havde fået mailen, gik vi lidt rundt om kiggede på hinanden. Så begyndte der at komme nogle rygter om, at der var lavet noget svindel i Singapore,« fortæller den tekniske chef.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Han har været i virksomheden i 22 år, hvor han også havde forestillet sig at blive frem til pensionsalderen.
»Det var en sindssyg god virksomhed at arbejde i. Vi har altid haft det meget sjovt og haft et godt kollegialt sammenhold. Vi har grinet sammen, drukket øl sammen og mange af os har rejst sammen. Vi har været vant til, at virksomheden har vokset meget hvert år, så det har været en fantastisk oplevelse at være med i den vandvittige ekspansion.«
Det sammenhold, som medarbejderne har haft sammen, kunne mandag ses gennem OW Bunkers glasruder. Mange medarbejdere var nede at give kollegaerne i receptionen en farvelkrammer, ind de gik ud af døren med papkasser, sorte sække ol. med deres private ejendele i.
Ekspert: OW-sagsøgere har en god sag
»Jeg tænker på de stakkels medarbejdere, der sidder ude i verden. De kan komme i kæmpe problemer, bare det at komme hjem derude fra, hvor de jo har deres hjem, det er ikke nemt. Der er vi heldigvis noget bedre stillede her. Vi kan tage bilen og køre hjem, siger den tekniske chef.
Jeg tænker på de stakkels medarbejdere, der sidder ude i verden. De kan komme i kæmpe problemer, bare det at komme hjem derude fra, hvor de jo har deres hjem, det er ikke nemt.
Han er fortrøstningsfuld for sin egen fremtid, selvom han er en af de mange, der har penge i klemme. I sommers blev medarbejderne nemlig tilbudt at købe aktier i virksomheden med 20 pct. rabat i forhold til den daværende aktiekurs.
Hvor mange medarbejdere, der dengang købte aktier, er uvist, men ifølge HK har en del af deres medlemmer også benyttet sig af muligheden.
»Jeg havde da også lidt medarbejderaktier, og det er da dybt ærgerligt, at vi har tabt nogle penge. Der er folk, der har lånt penge til at købe aktier for i tillid til, at det var en sund virksomhed. Vi troede jo, at det ville være en god forretning. Men de er væk nu,« siger den tekniske chef.
Udover deres løn har mange medarbejdere også en såkaldt juleopsparing stående i virksomheden.
»Jeg er blevet trukket 500 kr. i løn hver måned, så bliver de sat ind på en konto, som vi får udbetalt d. 1. december, så man har lidt ekstra til julen,« fortælle den tekniske chef.
Om medarbejderne ser de penge igen, er bare et de ubesvarede spørgsmål, som de mandag kunne gå hjem med.