Bankdirektør i chok over tilbud fra konkurrent
Spar Nord meddelte mandag overraskende, at banken ønsker at købe Nørresundby Bank.
Det sker, efter at Nørresundby Bank i længere tid har ønsket at gå sammen i en fusion med Nordjyske Bank. Fusionsforhandlingerne mellem de to parter blev dog standset i sidste uge, på grund af Nørresundby Banks storaktionær, Spar Nord.
Spar Nords tilbud chokerer Nørresundby Banks ene direktør Andreas Rasmussen, der ønsker, at Nørresundby Bank forbliver selvstændig. Det skriver Børsen.
- Det kommer da helt sikkert bag på mig. Det havde jeg slet ikke lige regnet med. Vi har jo hele tiden meldt ud, at vi gerne vil være selvstændige, siger den overraskede bankdirektør til Børsen.
Andreas Rasmussen vil diskutere tilbuddet med bestyrelsen på et møde tirsdag, men han forventer ikke et svar lige efter mødet.
Spar Nord ejer i forvejen 55 pct. af aktierne i Nørresundby Bank, og det konkrete købstilbud går på, at Spar Nord vil købe de resterende 45 pct. af aktierne til en pris af 425 kr. per aktie. Det tilbud er 63 pct. højere, end aktiekursen før Nørresundby Bank indgik fusionsforhandlinger med Nordjyske Bank og giver dermed banken en markedsværdi på omkring 2 mia. kr.
Ritzau Finans