Sydbank: Mærsk mangler wow-effekt
På trods af en bedre end ventet bundlinje i tredje kvartal og et generelt set godkendt regnskab mangler konglomeratet A.P. Møller-Mærsks præsentation tirsdag morgen noget ekstraordinært.
Sådan lyder den umiddelbare vurdering fra Jacob Pedersen, der er senioranalytiker hos Sydbank.
- Det, der umiddelbart springer i øjnene i det her regnskab, er, at der mangler en wow-effekt. Vi har i mange kvartaler i træk været vant til, at Maersk Line har klaret sig bedre end ventet - det gør det ikke i tredje kvartal. Maersk Oil ligger også lidt under det forventede, og Terminals ser flot ud på overfladen, men det er primært to frasalg, der trækker op. Korrigeret for det er Terminals også lidt under forventning, siger han til Ritzau Finans.
- Det ændrer dog ikke ved, at Mærsk gør det flot, de nuværende omstændigheder taget i betragtning, fortsætter Jacob Pedersen.
Overordnet set leverede Mærsk en omsætning på 12.169 mio. dollar i tredje kvartal mod ventet 12.358 mio. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
Driftsresultatet (EBITDA) blev 3.199 mio. dollar mod ventet 3.291 mio. dollar blandt analytikerne. EBIT-resultatet blev 2.688 mio. dollar mod ventet 2.199 mio. dollar, mens bundlinjen gav et overskud efter minoriteter på 1.465 mio. dollar mod ventet 1.319 mio. dollar.
Ritzau Finans