OW Bunker-rival klar til at overtage dele af butikken
Den enes død, den andens brød. Det er i sandhed, hvad der udspiller sig i det nordjyske, hvor Nordic Marine Oil, der har hjemme i Aalborg, har planer om at overtage noget af OW Bunker.
Det skriver Berlingske Business.
- Både vi og andre (selskaber, red.) er klar til at overtage dele af medarbejderstaben og omsætningen, og i vores øjne er det vigtigt hurtigst muligt at få genetableret tilliden til den danske branche, siger Steen Møller, administrerende direktør i Nordic Marine Oil, i en meddelelse, skriver avisen.
Berlingske Business skriver, at Nordic Marine Oil vil overtage noget af den store omsætning fra OW Bunker samt en del af medarbejderstaben.
Nordic Marine Oil har sammen med moderselskabet Malik Supply 30 ansatte og omsætter årligt for 2 mia. kr. i salg af brændstof til fiskeri og handelsflåde, oplyser Business.
Det nu konkursramte OW Bunker havde en årlig omsætning på godt 100 mia. kr. og beskæftigede 600 personer, størstedelen i Nørresundby, hvor selskabet havde hovedsæde.
Ritzau Finans