Lego klar med Nippers afløser
Lego har udpeget to nye ansigter som afløsere for Mads Nipper.
Den nuværende Grundfos-chef Mads Nipper kan vist godt læne sig tilbage med en vis tilfredshed, når han hører, at Lego, hans tidligere arbejdsgiver, har været nødt til at ansætte to nye for at besætte det job, som han forlod tidligere på året.
Den 1. januar tiltræder Loren I. Shuster og Julia Goldin jobbene som henholdsvis kommerciel chef (CCO) og marketingchef (CMO).
»Vi har store ambitioner om at globalisere, videreudvikle og forny Lego-legen. Da vi skulle finde en ny CMO, stod det klart for os, at det ville være en fordel at opdele rollen i to i forhold til vores nuværende strategiske prioriteringer,« siger Lego-topchef Jørgen Vig Knudstorp.
Loren I. Shuster (44 år) kommer fra en stilling hos søgemaskinekæmpen Google, hvor han var managing director for brand solutions i Asien og Stillehavsområdet.
Før Google-tiden, der begyndte i 2011, var han ansat i 10 år hos den finske mobiltelefonproducent Nokia.
Julia Goldin (45 år) kommer fra en stilling som marketingchef i kosmetikselskabet Revlon, ligesom hun har en fortid hos Coca-Cola, hvor hun havde flere lederstillinger.
Mads Nipper forlod Lego i første halvår i år, da han fik tilbudt stillingen som koncerndirektør hos pumpeselskabet Grundfos i Bjerringbro, der stod uden styrmand efter afskedigelsen af Carsten Bjerg.
Nipper havde været i Lego siden 1991 og var siden steget i graderne.