Den danske stat vælger SAS på 145 ruter
I en ny aftale med staten er SAS blevet valgt til at flyve på 145 ruter, og på 89 af disse er SAS desuden udpeget som eneleverandør.
Det meddeler SAS.
Det er Statens og Kommunernes Indkøbscentral (SKI), der har truffet beslutningen efter en udbudsrunde for rammeaftalen for flyrejser.
Flytransporten af ansatte i staten kommer i udbud ca. hver fjerde år, og SAS har i år budt på mange ruter.
- Ud af 488 mulige ruter bød SAS på 156 og har fået 145. Det er flere ruter, end SAS havde i den tidligere aftale, og understreger, at SAS har et konkurrencedygtigt produkt, oplyser SAS.
SAS har med den nye aftale både indenrigs, europæiske og oversøiske ruter med, og har fået en stor andel af de europæiske og skandinaviske ruter og som noget nyt norsk indenrigs. Desuden er SAS valgt på visse oversøiske ruter, hvor de rejsende vil opleve fly med helt nye kabiner fra starten af 2015.
Ritzau Finans