- Opdateret 12/11/2014 kl. 08:38
Vækst på 4,2 pct. i G4S
Det dansk-britiske vagt- og serviceselskab G4S leverede en organisk vækst på 4,2 pct. i de første ni måneder af 2014 sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år.
Samtidig var selskabets fastholdelse af kontrakter omkring det historiske niveau på lige over 90 pct. Derudover sikrede selskabet, der ellers har haft vanskeligheder med kontrakter på særligt det britiske hjemmemarked, sig nye kontrakter med en årlig omsætningsværdi på 870 mio. pund (8,3 mia. kr.) i perioden.
Det fremgår af en kortfattet periodemeddelelse onsdag morgen.
På trods af en høj pipeline-konvertering havde G4S en samlet pipeline på 5,1 mia. pund (48,5 mia. kr.) i omsætningsværdi ved udgangen af perioden. Alle tal er i faste valutakurser.
Samtidig har G4S leveret godt i sit nuværende effektiviseringsprogram, og driftsmarginerne, som sidste år var under massivt tryk, har således oplevet højere vækst end omsætningen. Udviklingen ventes desuden at fortsætte året ud, bedyrer selskabet.
Endnu engang bidrog G4S nye markeder stort til den samlede organiske vækst, idet de nye markeder leverede en organisk omsætningsvækst på 11 pct. over de første ni måneder af 2014, mens de etablerede markeder leverede en organisk fremgang på 1 pct. Det blev udgjort af en vækst på 6 pct. i Nordamerika og et tilbagefald på 1 pct. i Storbritannien og Europa.
- Vi leverer en klart og fokuseret strategi, som giver os håndgribelige fordele. Vores præstation er på linje med vores planer, hvilket reflekterer dobbeltcifret omsætningsvækst på de nye markeder, en tilbagevenden af stærk vækst i Nordamerika og, som ventet, et fald på 1 pct. i omsætningen i Storbritannien og Europa, siger Ashley Almanza, der er administrerende direktør hos G4S, i meddelelsen.
- Vores præstation i 2014 og den fortsatte implementering af vores effektiviseringsplan ventes at give et godt momentum for selskabet i 2015, fortsætter direktøren.
Ritzau Finans