Lav vækst i Europa presser ISS
Service-giganten ISS vokser meget i Latinamerika, men hovedmarkedet i Europa er under pres af den vigende samfundsøkonomiske vækst.
Den økonomiske vækst i Europa er presset. Og det presser ISS. Sådan lyder vurderingen fra en aktieanalytiker oven på offentliggørelsen af service-gigantens 3. kvartals regnskab.
ISS’ kerneforretning ligger nemlig i Europa og Norden, og her vokser økonomien ikke ligefrem i tempo, der gør Usain Bolt misundelig.
»Der er en tendens til, at virksomheders efterspørgsel efter ISSs ydelser falder, når den samfundsøkonomiske vækst er under pres. Det er en udfordring for ISS, fordi mange af koncernens aktiviteter ligger i Vesteuropa, hvor den samfundsøkonomiske vækst halter,« siger Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.
Han godkender dog regnskabet fra ISS, som især er præget af lavere renteudgifter.
»Det er meget tydeligt, at ISS har nedbragt gælden oven på børsnoteringen tidligere på året, hvor man hentede 8 mia. kr. Det betyder, at renteudgifterne er faldet markant, hvilket pynter i regnskabet,« siger Søren Løntoft Hansen.
ISS vokser på såkaldte emerging markets – altså lande med høj, økonomisk vækst.
»Udover at det fører til en flot organisk vækst i disse områder, hvor man vinder kontrakter, betyder det også noget for lønsomheden. Lønningerne i disse områder er ofte lave, og det har stor betydning for ISS, som er en løntung virksomhed,« siger Søren Løntoft Hansen.
Han hæfter sig ved, at virksomheder med hovedsæde i Europa ofte tager ISS med sig, når de etablerer sig i udlandet.
»Det giver noget vækst, at virksomheder fra Vesteuropa tager ISS med sig, når de ekspanderer i eksempelvis Latinamerika eller stillehavsområdet,« siger Søren Løntoft Hansen.
ISS' regnskab for tredje kvartal af 2014:
Mio. kr. |
3. kvartal 2014 |
3. Kvartal 2013 |
Hele 2013 |
Omsætning |
18.410 |
19.143 |
78.459 |
Driftsresultat EBIT før SP |
1.178 |
1.214 |
4.315 |
Margin |
6,4 |
6,3 |
5,5 |
EBIT |
1.198 |
1.262 |
4.215 |
Resultat før skat |
950 |
723 |
1.945 |
Resultat efter skat |
545 |
-119 |
-399 |