Derfor bliver vi skuffede på jobbet
Siger du nogle gange ja til en ekstra opgave eller løber lidt hurtigere i forventning om, at det en dag betaler sig tilbage?
At du med din indsats står lidt længere fremme i køen, næste gang én skal forfremmes, eller lønforhøjelser uddeles. Så er du ikke den eneste. Ifølge ledelsesrådgiver Charlotte Mandrup er både kvinder og mænd, unge såvel som gamle begyndt at investere mere og mere af sig selv i vores arbejde. Men det er farligt. Vi risikerer meget nemt at blive skuffede, når arbejdspladsen ikke lever op til de kontrakter, som vi har lavet med den, bare uden at arbejdspladsen kender til det.
Charlotte Mandrup mener, at der er to grunde til, at misforholdet mellem forventningerne opstår. For det først er vores job i dag blevet en del af vores identitet.
”Vi er stolte over at sige, at vi arbejder i f.eks. Lego. Arbejdet giver os en mening og retning. På mange punkter er vores job blevet en erstatning for alt det, vi tidligere havde i familien og religionen. Det er en meget udbredt misforståelse, at vi får tryghed, kærlighed, venskab osv. på arbejdspladsen,” siger hun.
For det andet er der også mange virksomheder, der forventer, at vi sætter lighedstegn mellem vores arbejde og vores liv.
”I rigtig mange jobannoncer står der, at medarbejderne skal være passionerede, dedikerede og skal brænde for jobbet. Der er en misforståelse, at virksomheden tror, at den kan købe et menneskets sjæl for pose penge en gang om måneden,” siger Charlotte Mandrup.
Hvis man forventer en forfremmelse, fordi man arbejder ekstra hårdt, så er jeg fortaler for, at man siger det ligeud
Ifølge hende er det helt bestemt godt, at man nyder sit arbejde, så længde man ikke bliver afhængig af det. For der er ikke mange i dag, som er garanterede at blive i deres job. Derfor er der stor forskel på at være glad for det, man laver og på at skabe sig en identitet gennem jobbet.
”Hvis man begynder at gå op i, hvorfor jeg fik den opgave, og hvorfor er det ham, der skal på den forretningsrejse, og hvad skal jeg sige til næste mussamtale, så kan man få rigtig meget frygt, og det er ikke sundt,” siger Charlotte Mandrup.
Derudover er det vigtigt, at man som medarbejder er realistisk omkring, hvad det er, man kan forvente af sin arbejdsplads. Charlotte Mandrup mener nemlig, at der er forventningerne, der fører til skuffelser, vrede og stress.
”Hvis man forventer en forfremmelse, fordi man arbejder ekstra hårdt, så er jeg fortaler for, at man siger det ligeud. Men man skal være klar på, hvem man indgår en aftale med. For chefen kan være rejst videre til en anden virksomhed, når forfremmelsen skal ske,” siger hun.
Charlotte Mandrup er oprindeligt uddannet HD i afsætning, men har senere uddannet sig til psykoterapeut og inden for ledelse. Hun har en fortid i virksomheder som Lego og PWC, og derudover har Charlotte Mandrup udgivet en række bøger og ledelse og mindfulness. I dag har hun virksomhederne Mandrup & Co og Dial-a-Coach.