Ny chef i NKT Cables
Michael Hedegaard Lyng skal fremover være administrerende direktør for NKT Cables sideløbende med sin stilling som koncern- og finansdirektør for NKT Holding.
Det meddeler NKT Holdings bestyrelse, der anfører, at ændringen ikke er baseret på den finansielle udvikling i NKT cables, og at forventningerne til selskabet er uændrede.
- Som følge af den ændrede ledelsesstruktur i NKT, som vi gennemførte i 2013, har vi intensiveret vores aktive ejerskab. Det har ført til, at vi iværksatte DRIVE-programmet i slutningen af 2013, og NKT Cables har gjort gode fremskridt, udtaler bestyrelsesformand Jens Due Olsen i en meddelelse.
- De næste faser af DRIVE kombineret med ledelsesagendaen i NKT Cables kræver imidlertid en markant transformation af selskabet, og det har vi besluttet bedst kan opnås under en anden administrerende direktør. Jeg vil gerne takke Marc van't Noordende for hans dedikerede indsats i den tid, han har været administrerende direktør i NKT Cables. Han efterlader selskabet i en bedre position, end da han kom til, fortsætter formanden.
Ritzau Finans