Neurosearch-minus på 11 mio. kr.
Neurosearch har for de første ni måneder af 2014 realiseret et underskud af primær drift på 11 mio. kr. mod et minus på 8 mio. kr. i samme periode året før.
Resultatet er påvirket negativt af en hensættelse på 5 mio. kr. som følge af en dom i Københavns Byret, hvor selskabet blev pålagt en bøde på 5 mio. kr. i en sag med påstand om begået kursmanipulation. Selskabet valgte i august dog at anke afgørelsen til Østre Landsret.
Neurosearch fastholder forventningerne til 2014 og venter dermed fortsat et underskud af primær drift på 15 mio. kr.
- Forventningerne tager ikke højde for eventuelle tab eller fortjenester, som måtte komme ud af et eventuelt salg af selskabets tilbageværende aktiver, skriver Neurosearch i sit regnskab for årets første ni måneder.
Ritzau Finans