Analytiker: Aktiekøb slører forventningerne i William Demant
William Demant Holding nedjusterede i forbindelse med sin periodemeddelelse for tredje kvartal sine forventninger til hele årets indtjening per aktie til 2-7 pct. fra tidligere ventet 5-10 pct., men forventningerne til selskabets aktietilbagekøb blev fastholdt.
Og det kan meget vel betyde, at forventningerne til indtjeningen per aktie reelt set er endnu lavere.
- Man skal altid være lidt betænkelig over for selskaber, der har forventninger til EPS og samtidig køber aktier tilbage i stor stil. Man kan reelt set generere 2-3 pct. EPS-vækst gennem aktietilbagekøb, og det betyder jo, at den rene forretning principielt set ikke behøver levere noget for at nå forventningerne, siger Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.
William Demant regner fortsat med at købe aktier tilbage for samlet 800-1000 mio. kr. i hele 2014, hvilket er i tråd med selskabets oprindelige forventning om "over 500 mio. kr.," og det kan altså påvirke tallet for indtjeningen per aktie.
Omvendt vidner de store aktietilbagekøb dog også om, at William Demant Holding fortsat genererer rigtig mange kontanter fra driften, fastslår Morten Imsgard.
- Det understreger dog også, at William Demant er rigtig godt polstret rent finansielt og god til at sende penge tilbage til aktionærerne, siger han.
Ritzau Finans