Tysk top-erhvervsmand idømt tre års fængsel
Thomas Middelhoff, tidligere leder af Bertelsmann og Karstadt, skal tre år bag tremmer, hedder det i en dom afsagt fredag.
BERLIN - Thomas Middelhoff, en af Tysklands mest kendte erhvervsfolk, er idømt tre års fængsel.
Dommen blev afsagt ved landsretten i Essen fredag. Den 61-årige Middelhoff har gjort sig skyldig i 27 tilfælde af mandatsvig og tre tilfælde af skatteunddragelse, hed det.
Middelhoff var fra 1998 til 2002 chef for Bertelsmann, en af verdens største forlagskoncerner. Fra 2004 til 2009 ledte han Arcandor, en koncern, der bl.a. ejede varehuskæden Karstadt.
Lovovertrædelserne stammer fra tiden hos Arcandor. Alt imens selskabet stod på fallittens rand lod han det betale for charterflyvninger og helikoptertransport for over 800.000 euro (seks mio. kr.), selv om det ifølge retten var private eller halvprivate anliggender.
Middelhoff har det sidste par år jævnligt måttet optræde i retssale i Tyskland og flygtede ved en lejlighed for fogeden, da denne ville beslaglægge et armbåndsur og en mobiltelefon fra en mand, der engang hørte til Tysklands bedst betalte erhvervsledere.
Middelhoff afviser at have gjort noget forkert. Det er ikke klart, om han vil appellere dommen.