Bygherrer kræver større åbenhed i kartelsag
De udenretlige bøder i sagerne i den københavnske byggekartelsag kan blive et problem for de bygherrer, der er blevet snydt.
De kan få svært ved at rejse erstatningssager mod de virksomheder, der har udsat dem for snyd, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det skyldes, at informationerne i bødeforelæggene om de enkelte sager om ulovlige prisaftaler er begrænsede. I flere sager er det umuligt at afkode, hvor meget deltagerne i byggekartellet uretmæssigt har fået i gevinst.
Bygherreforeningen appellerer derfor til mere åbenhed i kartelsagerne. Foreningen har netop skrevet til såvel chefen for Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), statsadvokat Morten Niels Jakobsen og direktøren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, og opfordret til, at myndighederne deler nogle af oplysningerne fra efterforskningen med de skadelidte bygherrer.
- De skadelidte bygherrer er naturligvis interesserede i at finde ud af, hvad der er sket. Den indsigt vil de få, hvis en sag afgøres ved domstolene. Når sagerne afsluttes med bøder, som vi hidtil har set, kan det være meget svært for de skadelidte bygherrer at få overblik over sagens omfang, og det er meget svært at sætte tal på, hvad man som bygherre har haft af meromkostninger på grund af prisaftalerne, Derfor er det vanskeligt at dokumentere et eventuelt krav i en erstatningssag, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.
- Vi har derfor bedt Bagmandspolitiet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at dele nogle af deres oplysninger med de skadelidte bygherrer. Det er den eneste måde, hvorpå de får den nødvendige indsigt i sagerne, hvor de er ofre, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.
I Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen henviser man til SØIK, idet efterforskningen er foregår hos politiet.
Statsadvokat Morten Niels Jakobsen siger, at man vil kigge på henvendelsen "i en positiv ånd".
- Der ligger imidlertid nogle begrænsninger i lovgivningen, og derfor vil vi nu analysere, hvor langt vi kan gå for at imødekomme opfordringen, men som nævnt vil vi kigge på det i en positiv ånd, siger han.
Kilde: Licitationen - Byggeriets Dagblad