Analytiker: Danske Bank skjuler Mobilepay-gebyr
Mobilepay lader til at være gratis, men forbrugerne kommer alligevel til at betale en regning, lyder anklagen fra konkurrenten Sydbank.
Mandag meddelte Danske Bank, at de 1,8 mio. private Mobilepay-brugere alligevel slipper for at betale gebyr for hver overførsel. Men gebyret gøres blot usynligt, da regningen i stedet sendes videre til virksomhederne og i sidste ende bliver tørret af på forbrugeren, lyder det fra analytikere.
Det skriver Berlingske Business.
- For et årti siden fik et 50 øres gebyr på Dankortet landet til stande i våde. Vi vil gerne undgå, at Mobilepay hvirvles ind i en lignende debat. Derfor vælger vi at gøre Mobilepay gratis på forbrugersiden, da danskerne har en fast forventning om, at det enten skal være meget billigt eller gratis at betale, siger Mark Wraa-Hansen, der er chef for Danske Banks Mobilepay-afdeling.
Forbrugerne bør dog ikke glæde sig for tidligt, advarer Sydbanks senioranalytiker Morten Imsgard.
- Det synlige gebyr bliver blot gjort usynligt, da regningen i første omgang bliver sendt videre til butikkerne. I sidste ende vil det dog stadigvæk være danskerne, der ender op med regningen, da de vil opleve, at regningen på kassebonen bliver en anelse dyrere, siger Morten Imsgard til Berlingske Business.
Sydbank tilbyder i samarbejde med en række andre banker konkurrenten Swipp.
Oprindeligt skulle private brugere betale 10 øre per transaktion, men regningen skal nu i stedet udelukkende betales af de erhvervsdrivende, der benytter Mobilepay Business.
Gebyret lyder på 1.000 kr. i etablering og 1 pct. af transaktionsbeløbet per handel.
Ritzau Finans