- Opdateret 19/11/2014 kl. 11:18
- Artiklen opdateres
Efter få timer i Danmark: Uber meldt til politiet
Trafikstyrelsen melder det USA-baserede taxikoncept Uber til politiet.
Trafikstyrelsen har anmeldt det amerikanske taxikoncept Uber til politiet, samme dag som tjenesten har meldt sin ankomst til Danmark.
Det bekræfter Trafikstyrelsen over for Ritzau.
- Vi mener, at de overtræder personbefordringsloven, siger kommunikationsmedarbejder Mads Gundelund Gerlach til Ritzau.
Uber faciliterer, at private bilejere kan samle passagerer op på gaden i København og køre dem til en destination, som i forvejen er aftalt. Det hele arrangeres gennem en app.
- Når man kører taxakørsel, skal man have taxabevis og vognmandstilladelse, og det har man ikke i Ubers nuværende setup. Derfor mener vi, at det er piratkørsel, argumenterer Mads Gundelund Gerlach.
Styrelsen mener ligeledes, at tjenesten Uber Black, der tilbyder kunderne at blive hentet i luksusbiler mod en højere pris, vil bedrive limousinekørsel uden at have den nødvendige tilladelse.
Uber er ikke den første tjeneste, der tilbyder systematiseret samkørsel mellem private chauffører og passagerer i Danmark, men Trafikstyrelsen vil ikke forholde sig til, hvorfor man ikke har politimeldt andre tjenester.
- Vores vurdering er, at Uber er bygget op om noget, der vil ende ud med at være ulovlig taxakørsel. Den tekniske overvejelse i forhold til andre tjenester vil jeg nødig komme ind på, siger Mads Gundelund Gerlach.
Men er det ikke væsentligt, at folk ved, hvor grænsen går?
- Lige meget hvad kan vi ikke sammenligne de forskellige tjenester. Vi har kigget på beskrivelsen af Uber og vurderet, at de ikke vil leve op til loven, og så har vi bedt politiet om at se på sagen, siger kommunikationsmedarbejderen.
Trafikstyrelsen indgav i juli i en tilsvarende sag en politianmeldelse mod samkørselstjenesten Haxi. Efter at have undersøgt opbygningen af Haxi vurderede Trafikstyrelsen, at firmaets tjeneste var ulovlig. Sagen er endnu ikke afgjort.
Politianmeldelsen skete også, fordi Trafikstyrelsen ikke fik svar på sine henvendelser til firmaet.
»Den danske taxibranche er i forvejen under pres. Derfor kan vi som myndighed naturligvis ikke bare se til, mens der foregår noget, der efter vores overbevisning er ulovligt. Samtidig er det med til at fjerne en del af indkomsten fra de lovlydige og professionelle chauffører,« forklarerde kontorchef i Trafikstyrelsen Niels Remmer dengang.
Det er dog blevet imødegået af advokat Martin von Haller Grønbæk, Bird & Bird, der repræsenterer Haxi. Advokaten henviser bl.a. til, at det ikke er Trafikstyrelsens opgave at tage hensyn til, at taxibranchen er under pres. Det er sket i et brev til Trafikstyrelsen.
Samtidig bestrider han på vegne af sine klienter, at Haxis aktiviteter er i strid med den danske taxilovgivning. Det sker med henvisning til, at samkørslen ikke er erhvervsmæssig kørsel for de bilister, der tager andre brugere med i bilen. Der bliver ikke betalt noget vederlag.
»Lige nu ved jeg faktisk ikke, hvor sagen ligger. Trafikstyrelsen har kun kvitteret for at have modtaget mit brev, men jeg har ikke fået noget svar på det, og jer har ikke hørt noget fra politiet. Derfor ved jeg ikke, om man har trukket politianmeldelsen tilbage, eller om den er opretholdt. Men da jeg ikke har hørt noget, tager jeg det som udtryk for, at der ikke er sket noget ulovligt,« siger Martin von Haller Grønbæk.
Mads Gundelund Gerlach oplyser dog, at politianmeldelsen er opretholdt.
»Vi skal faktisk have et møde med politiet på mandag om den sag,« siger Mads Gundelund Gerlach.
Onsdag har Uber også taget hul på sin tjeneste i Oslo, hvor de lokale taxivognmænd mener, at Ubers aktivitet er ulovlig. Læs mere om det hos Dagens Næringsliv.
/ritzau/Finans Live