Øboere får billigere varer hos købmanden
En aftale om at sænke prisen på sejlads til småøer skal give øernes borgere en økonomisk gevinst.
Priserne hos købmanden eller håndværkeren på småøerne og i ø-kommunerne skulle gerne falde i løbet af næste år.
Det fortæller DR Syd lørdag.
Regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er nemlig blevet enige om at sætte prisen ned for at sejle gods og varer til småøer og en række ø-kommuner med gennemsnitligt 80 pct.
Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard er tilfreds med aftalen.
»Det giver virksomhederne på øerne en saltvandsindsprøjtning, og det vil give bedre muligheder for lokalsamfundene,« siger Morten Østergaard.
Også transportordfører for Enhedslisten, Henning Hyllested, glæder sig over aftalen.
»Det her skulle gerne betyde, at det lokale erhvervsliv rundt om på øerne får nogle billigere priser. Det skulle også gerne betyde, at detailhandlen kan sænke priserne. Det er derfor, at ordningen er lavet,« siger Henning Hyllested til DR Syd.
Ordningen ventes at træde i kraft 1. juni næste år.
Samtidig er der enighed om at nedsætte en arbejdsgruppe, som inden den 1. marts 2015 skal udrede, hvordan danske ø-kommuner og småøer opnår bedre og billigere transport til resten af Danmark for biler og personer.