Amerikansk indkøbskaos kommer til Danmark
Butikskæder og indkøbscentre har taget udsalgsdagen Black Friday til sig og giver kæmpe rabatter på fredag.
Hver fredag efter thanksgiving i USA holder de amerikanske butikker Black Friday. Den dag skyder de julehandlen i gang med ekstraordinære tilbud, som får kunderne til at stå i lange køer og bogstaveligt talt kæmpe om varerne.
Det koncept, har flere danske butikker nu taget til sig. Bl.a. Bilka og Elgiganten skruer den 28. november ekstra ned for priserne for at lokke mange kunder i butikken. Bilka og flere storcentre holder også længere åbent den fredag.
Hos Elgiganten startede man i 2013 med at holde Black Friday, hvor det dog kun foregik på Elgigantens hjemmeside. Det viste sig at være en stor succes, da den daglige omsætning blev fordoblet i forhold lignende dage.
»Vi var i tvivl om, hvor mange mennesker der kendte til konceptet og skulle derfor lige prøve det af. Salget slog alle rekorder, og derfor besluttede vi os for at gå ud på fuld kraft i år, hvor butikkerne også har vilde tilbud. Det var en »no brainer« for os,« siger pressechef hos Elgiganten, Frederik Danvig.
I USA har man som nævnt set, at kunderne samles i kæmpe køer foran butikkerne og nærmest slås med hinanden for at få de tilbud, som de gerne vil have. Helt så galt forventer Frederik Danvig ikke, at det går.
»Danskerne er generelt et stille og roligt folkefærd, og vi regner med, at alt vil forløbe i ro og orden. Vi har rigtig mange ansatte på arbejde, som skal sørge for, at kunderne får en rigtig god oplevelse i vores butikker,« siger Frederik Danvig.
I Bilka forventer marketingschef Bitten Bruun, at mange danskere vil benytte sig af muligheden for at starte julehandlen, når man åbner dørene til ekstra nedsatte varer.
Man har forlænget åbningstiderne, så der på fredag er åbent til midnat. Samtidig vil der være nogle »events«, som Bitten Bruun kalder det, rundt i de forskellige varehuse. Men hvad, der er på tilbud på fredag, må man vente lidt på at få at vide endnu.
»Der er nogle ekstraordinære tilbud imellem de andre på fredag. Vi løfter sløret for nogle af tilbuddene i morgen, og ellers kommer der til at køre tv-reklamer frem til fredag, som viser nogle af tilbuddene,« siger Bitten Bruun.
Internetbutikkerne har de seneste år presset de fysiske butikker, og derfor er Black Friday en mulighed for at lave køtilbud, som får jagtgenet frem i forbrugerne, siger Mette Skovgaard Frich, som er ekspert i detailhandel og forbrugertrends hos Retail Insitute Scandinavia.
Det skal give kunderne nogle oplevelser, som de ikke kan få, hvis de sidder og handler hjemme foran computeren. Men Black Friday-konceptet sætter også pres på de mindre butikker.
»De mindre butikker har svært ved at spille med over for de større kæder, som har større økonomiske muskler. Når det så er sagt, tror jeg helt sikkert, at flere af de små butikker alligevel vil forsøge at hoppe med på Black Friday-bølgen,« siger Mette Skovgaard Frich.
Se amerikansk tumult og kaos, når forbrugerne slippes løs på Black Friday: