Uber smidt ud af Las Vegas
En domstol i staten Nevada har kendt den populære taxa-applikation ulovlig.
LOS ANGELES - Nærmest før taxa-app'en Uber havde modtaget sin første bestilling i Danmark, havde Trafikstyrelsen anmeldt selskabet bag til politiet. Det skete, da Uber lancerede sin service i sidste uge.
Ligesom i Danmark, så er myndighederne i den amerikanske stat Nevada heller ikke alt for imponerede over Ubers forretningskoncept. I hvert fald har en domstol i staten stoppet for, at Uber kan operere i staten. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Staten er et vigtigt forretningsområde, når det kommer til taxakørsel. Statens suverænt største attraktion er således spillebyen Las Vegas, der, ifølge byens turismeorganisation, sidste år havde næsten 40 millioner besøgende.
Uber tilbyder private at blive taxachauffører i deres egne biler ved at forbinde kunder med chauffører på en app til mobiltelefoner. Selskabet tager en procentdel af prisen for kørslen, der typisk ligger væsentligt under de organiserede taxa-selskabers.
Kritikken i Danmark og alle andre steder, hvor Uber har lanceret sin service, har været, at Uber uden at skulle leve op til samme krav som normale taxaselskaber kan underbyde konkurrenterne. Omvendt har Uber afvist overhovedet at være et traditionelt taxa-selskab.
Den udlægning var en dommer i Nevada ikke enig i, og det har nu tvunget Uber til at stoppe sit arbejde i staten.
"Det er ærgerligt, at Nevada som den første stat i USA midlertidig har suspenderet Uber," skriver Ubers talskvinde, Eva Behrend, i en pressemeddelelse fra selskabet.
Uber mener, at selskabet er blevet udsat for en meget streng fortolkning af en forældet lovgivning, der aldrig kunne forudse, at der ville komme smartphones.
Staten havde ellers givet Uber muligheden for at operere. Det krævede bare, at Uber fik licens til at køre taxa i staten, men det nægtede selskabet med henvisning til, at det er et teknologiselskab og ikke et taxaselskab.
For Gina Session, der er den næstøverste chef for Nevadas juridiske myndigheder, har Ubers ageren i sagen kun haft et formål. Selskabet har villet skabe så meget opmærksomhed omkring sig selv og taxa-lovgivningen i staten, inden den lovgivende forsamling i staten træder sammen i starten af det nye år.
"Ubers tilgang har været at starte sin virksomhed i åbenlys modstrid med lovgivningen i håb om at få offentligheden over på sin side, så den vil bruge servicen alligevel," siger hun.