Tusindvis af bygninger forfalder
Millioner af tomme erhvervskvadratmeter mister dag for dag deres værdi.
Man hører ofte om spøgelseslandsbyer, med tomme huse med smadrede vinduer, tilgroede haver og graffitiprægede vægge. Men det er ikke kun familiehuse, der står og forfalder rundt om i landet. I Danmark var der pr. 1. oktober i år lige knap 6,7 mio. ledige erhvervskvadratmeter. Det viser en analyse fra Oline-ED Statistikken.
Det er især kontorlokaler, der står tomme i Danmark. Her er hele ti pct. af de eksisterende lokaler tomme på landsplan, og det er det højeste niveau siden statistikkens start i 1988. Til sammenligning var under fire pct. af kontorlokalerne i Danmark ledige, før finanskrisen brød ud i 2008.
"Det er krisens skyld, at vi har så mange ledige erhvervslokaler. Man har bygget meget nyt i de gode år fra 2005 til 2007, også kom finanskrisen, hvor vi f.eks. har mistet 100.000 industriarbejdspladser. Det er meget logisk, at når antallet af arbejdspladser falder, så har man ikke længere brug for alle de her kvadratmeter," siger Finn Bo Frandsen, der er chefanalytiker i erhvervsorganisationen Dansk Byggeri, til Finans.
I modsætning til de faldefærdige og forladte familiehuse, der især findes på landet og i mindre byer, findes en stor del af de tomme erhvervslokaler i hovedstaden, hvor der er 1,18 mio. tomme erhvervskvadratmeter. Ifølge Finn Bo Frandsen skyldes det, at det især er i hovedstaden, at der under højkonjunkturerne blev bygget mange erhvervslokaler.
"Man har forbygget sig, da det gik godt. De mange tomme bygninger betyder, at byggeaktiviteten er historiske lav inden for erhvervsbyggeri, og der er ikke udsigt til nogen vending. Virksomhederne tør ikke investere i nye lokaler, fordi de frygter, at det er svært at komme af med deres nuværende bygninger," siger Finn Bo Frandsen.
Han peger på, at mange af lokalerne er så utidssvarende, at de burde rives ned, så de attraktive grunde især i byerne kan bruges til at bygge nyt.
Når kontorer, butikker og lagerhaller står tomme, står de i høj grad og forfalder. Det betyder, at den danske bygningsmasse stille og roligt bliver mindre værd.
"Sidste år skete der et forfald for 13 mia. kr. i de private virksomheders erhvervsbygninger, fordi de investerer meget mindre i bygningerne, end det forfald der sker hvert år," siger Finn Bo Frandsen.
Når de mange bygninger står tomme, er det ikke bare træls at se på. De virksomheder, pensionskasser, kommuner ol., der ejer de tomme bygninger går glip af den lejeindtægt, som de ellers kunne have fået.
"Der er nogle, der får nogle kolossale underskud på det her. Jeg tror ikke, at finanskrisen er slut, og vi kan godt se flere krak og tab i denne sammenhæng," siger Finn Bo Frandsen.