Strejke i Lufthansa rammer 30 flyafgange fra Danmark
Fra mandag kl. 12.00 vil Lufthansas piloter organiseret i fagforeningen Vereinigung Cockpit indlede en 36 timers strejke, der vil ramme en stor del af de europæiske flyvninger.
Det skriver branchesittet Check-in.
- 30 flyafgange til og fra Frankfurt og Danmark vil være aflyst som følge af pilotstrejken. Mandag aflyses seks flyvninger på ruten mellem København og Frankfurt samt et tilsvarende antal på den jyske rute mellem Billund og Frankfurt, skriver Check-in.
Tirsdag vil København-Frankfurt blive ramt af 10 aflysninger fordelt på fem i hver retning, mens jyske rejsende mellem Billund og Frankfurt heller ikke vil kunne benytte de sædvanlige fire daglige afgange i hver retning.
Lufthansa flyver dog til München, da denne rute opereres af datterselskabet Lufthansa CityLine, hvis piloter ikke er omfattet af strejken.
Ritzau Finans