Her er de fem grundregler for fremtidens realkredit
De fremtidige retningslinjer for dansk realkredit, kaldet Tilsynsdiamanten, er klar, meddeler Finanstilsynet, efter at forslaget har været i offentlig høring.
Høringssvarene har givet anledning til justeringer af flere af diamantens facetter, fremgår det af meddelelsen. Blandt andet er pejlemærket for afdragsfrihed ændret i forhold til det oprindelige forslag, så afdragsfrie lån med høje belåningsgrader indgår i beregningen, uanset hvor de står i prioritetsrækkefølgen.
Der er endvidere sket justeringer af pejlemærkerne for låntagers renterisiko og lån med kort funding.
De fem pejlemærker, som Finanstilsynet vil vurdere realkreditsektoren ud fra, er herefter følgende:
- Udlånsvæksten skal være under 15 pct. per år i den enkelte kundesegmenter private boligejere, boligudlejningsejendomme, landbrugsejendomme og andet erhverv.
- Andelen af lån, hvor gælden udgør mere end 75 pct., og hvor renten kun er låst i op til to år, skal være mindre end 25 pct., dog med visse undtagelser.
- Andelen af afdragsfrie lån, der ligger ud over 75 pct. af boligens værdi, må højst udgøre 10 pct. af den samlede lånemasse.
- Højst 12,5 pct. af den samlede lånemasse må skulle refinansieres pr. kvartal og højst 25 pct. pr. år.
- Summen af de 20 største eksponeringer skal være mindre end instituttets egentlige kernekapital.
Ritzau Finans