- Artiklen opdateres
Firmaer skærper sikkerhedsfokus i Saudi-Arabien
Danske virksomheder overvågner nøje situationen i Saudi-Arabien efter, at IS har offentliggjort video med Arla-ansat.
En række danske virksomheder skærper opmærksomheden i Saudi-Arabien. Men endnu ved de ikke, om sikkerheden skal øges, som Arla har gjort det.
Det er den umiddelbare status på, at terrororganisationen IS (Islamisk Stat) har offentliggjort video med skudepisoden, hvor det umiddelbart fremgår, at det er IS, der skyder en Arla-ansat i hans bi den 22. november.
»Vi har taget kontakt til de lokale folk i Saudi-Arabien og har bedt dem opdatere, hvordan de vurderer situationen. Vi har ikke aktivt skærpet sikkerhedsforanstaltningerne, men afventer tilbagemeldingen fra dem,« siger kommunikationschef Mike Rulis fra medicinkoncernen Novo Nordisk.
Også rederigiganten A.P. Møller - Mærsk følger situationen.
»På nuværende tidspunkt fortsætter vores forretningsaktiviteter i Saudi-Arabien uændret, men vi følger udviklingen og myndighedernes anbefalinger tæt. Her, såvel som i de mere end 130 andre lande vi opererer i, vurderer vi løbende sikkerhedssituationen, og vi tager de nødvendige skridt for at sikre vores medarbejdere og pårørende, samt vores aktiviteter,« er meldingen fra Mikkel Elbek Linnet, pressemedarbejder i Mærsk.
Arla har sikkerheden på højeste niveau og samarbejder med myndighederne om opklaringen af skudepisoden, hvor medarbejderen blev såret.
»Vi kan bekræfte, at den video, der er offentliggjort, handler om episoden den 22. november, Men hvilke ting der er ægte i videoen, det lader vi eksperter om at vurdere. Men vi ser selvfølgelig meget alvorligt på situationen,« siger pressemedarbejder Theis Brøgger fra Arla.
Sikkerhedsniveauet har været på højeste niveau siden 22. november.
»Vi er i tæt dialog med de udstationerede medarbejdere, og vi har fokus på at sørge for, at de arbejder i sikkerhed. I forhold til overvejelserne på længere sigt er det for tidligt at sige, hvad vi gør, inkl. overvejelser om at trække os ud af landet. Der er vi ikke endnu, men alle muligheder er på bordet,« siger Theis Brøgger.
Den medarbejder, der blev skudt, er siden blevet behandlet på hospitalet og er i bedring. Men hvor han befinder sig, vil Arla ikke sige af hensyn til hans sikkerhed.
Pumpekoncernen Grundfos har også ansatte i Saudi-Arabien og er derfor også på tæerne.
»Det er en trist udvikling . Vi er allerede i tæt dialog med vores lokale ledelse og følger situationen nøje og vurderer, om der skal træffes ekstraordinære forholdsregler,« siger koncerndirektør Søren Ø. Sørensen.