Iværksætteren der har alt ønsker sig raketgave
Martin Thorborg har kun et ønske på sin liste over julegaver. Alt andet køber han selv.
Martin Thorborg er en svær mand at købe gaver til. Det klager hans kone i hvert fald over. Alt er få museklik væk, og når Martin Thorbog vil have noget, så køber han det.
Derfor måtte han da også bremse pegefingeren forleden, da han var ved at købe biografien Raket-Madsen, som handler om raketbyggeren Peter Madsen. Det lykkedes at tøjle fingeren, abortere købet og i stedet sende en email med en ønskeliste til konen.
Der stod én ting på listen.
- Bogen »Raket-Madsen - Danmarks gør-det-selv Austronaut« af Thomas Djursing.
Hvorfor lige den?
»Jeg kan godt lide fortællingen om manden, som alle dømmer ude, alle griner af, men som alligevel kommer langt og slår de store ved at være mere kreativ og mere visionær og bruge en guerilla-taktik. Jeg spejler mig lidt i ham,« siger Martin Thorborg.
Martin Thorborg er serieiværksætter og bl.a. kendt som medstifter til søgesiden Jubii.dk. Han har siden hen stiftet iværksætterplatformen Amino, virusprogrammet Spamfighter, regnskabsprogrammet Dinero og tilbudsportalen Agera.
Selv omtaler han Agera, som hans eget raketforsøg.
»Agera har ingen venturekapital, og vi har mange store konkurrenter. Vi kan ikke lave de store træk, så vi må sno os rundt om det. Raket-Madsen har samme tankegang. Derfor vil jeg gerne sætte mig ind i hjernen på ham og se, om jeg ikke kan lære noget af ham,« siger Martin Thorborg.
Nu har han noget at glæde sig til. Martin Thorbog er ellers gået over til e-bøger. Nu forventer han at få en helt gammeldags, fysisk bog med omslag, billeder, papirsider og det hele. Og med en ventetid på omkring 24 dage.
Den bedste gave han har givet?
»Sidste år gav jeg min kone en tur til London på et romantisk hotel, der hedder hotel 41. Det var ligesom at være på et slot med bløde stole, ild i pejsen og tea time,« forklarer han.
Martin Thorborg forklarer, at han er inde i en minimalistisk periode i sit liv. Familien flyttede hjem fra Florida for lidt over to år siden, og huset skrumpede fra over 400 m2 til 159 m2.
»Jeg har ikke brug for flere ting. Det er de fede ting, vi laver og oplever, som livet handler om. Derfor giver jeg nok også oplevelser i år.«