Jyske Bank lukker flere afdelinger
I løbet af januar og februar slår Jyske Bank fem afdelinger sammen.
På trods af, at Jyske Bank slår sig op på lokal tilstedeværelse, lukker man i løbet af januar og februar fem afdelinger rundt om i landet.
Afdelingerne skal lægges sammen med andre afdelinger, og de fem afdelinger som lukkes er:
- Ans-afdelingen bliver lukket og samlet i Kjellerup.
- Nørre Snede-afdelingen bliver lukket og samlet i Ejstrupholm.
- Øster Jølby-afdelingen bliver lukket og samlet i Nykøbing Mors.
- Ordrup-afdelingen bliver lukket og samlet i Charlottelund.
- Falkoner Allé-afdelingen bliver lukket og samlet på Frederiksberg.
Hanne Møller, forretningsdirektør hos Jyske Bank, fortæller, at langt de fleste medarbejdere flytter med over i de fortsættende afdelinger, mens en håndfuld ansatte ser ud til at miste jobbet.
»Vi arbejder lige nu på at finde andre løsninger til cirka fem ansatte, som ikke kan flytte med over i de fortsættende afdelinger. Det kan dog være svært i yderområder som f.eks. Mors, hvor der er et stykke vej til den næste Jyske Bank-afdeling,« siger Hanne Møller.
Lukningerne af de fem afdelinger sker, fordi Jyske Bank har kigget sine organisationer igennem, og man mener, at det ikke længere kan betale sig at være til stede i de helt små byer.
Kunderne efterspørger i mindre grad betjening ved kassen, og det er nu andre ydelser, der bruges flest ressourcer på.
»I dag kan mange ordne de fleste pengesager via deres netbank. Kunderne efterspørger mest vores kvalifikationer, når det handler om rådgivning. Derfor er det blevet for svært at holde afdelinger med 4-5 ansatte kørende,« siger Hanne Møller.
Hun mener ikke, at man er på vej væk fra en af sine kerneværdier, nemlig lokal tilstedeværelse. Afdelingen på Falkoner Allé flytter mindre end en kilometer, og det samme gør Ordrup-afdelingen.
I Øster Jølby skal kunderne nu transportere sig 12 kilometer for at komme i deres bank. Det samme skal kunderne i Ans, mens kunderne i Nørre Snede har syv kilometer til Ejstrupholm.
»Vi tror, at vi forsat kan fastholde tætte relationer med vores kunder, selvom de nu skal køre lidt længere. Ved at optimere afdelingerne, tror vi faktisk, at både kunderne og de ansatte får mere ud af situationen på den her måde,« siger Hanne Møller.
De steder, hvor byerne er store nok til at skabe et kundegrundlag, vil Jyske Bank stadig satse på at være til stede.
»I de helt små byer som Øster Jølby er det svært at skabe et kundegrundlag, der giver en rentabel forretning. Vores intention er stadigvæk at være lokalt til stede, de steder hvor der er et fornuftigt kundegrundlag. Vi kan se, at jo bedre relation, vi har til kunderne, jo mere tilfredse er de,« siger Hanne Møller.