Rigmand klar til børsnotering til 3,9 mia. dollars
Dalian Wanda, Kinas største private ejendomsinvesteringsselskab, sigter efter at rejse 3,9 mia. dollar i kapital mandag, ved selskabets børsnotering i Hongkong.
Selskabet vil dermed blive verdens næststørste rendyrkede selskab af sin slags, efter amerikanske Simon Property Group.
Det skriver Financial Times.
Dalian Wanda ledes af selskabets grundlægger Wang Jianlin, der er mest kendt for at være Kinas fjerderigeste mand og for sit igangværende forsøg på at købe det amerikanske filmstudie Lions Gate Entertainment, der står bag de populære Twilight og Hunger Games-film.
Wang har også tidligere købt en ejendom på Los Angeles Wilshire Boulevard for 1,2 mia. dollar, samt biografkæden AMC for to år siden, til en pris på 2,6 mia. dollar.
Hvis børsnoteringen af Dalian Wanda går som Wang håber og selskabet rejser 3,9 mia. dollar, vil det give hele selskabet en værdisætning på knap 25 mia. dollar.
I Kina, der er Dalian Wandas største marked, er selskabet kendt for ejendomsudviklingsprojekterne Wanda Plaza, der er tilstede i alle større kinesiske byer, med et miks af detailbutikker, kontorer, hoteller og beboelsesejendomme.
Dalian Wandas introduktion på børsen ventes at blive den største børsnotering i Hongkong i år.
Ritzau Finans