Uber er løbet ind i flere øretæver
Taxi-firmaet Uber er blevet forbudt mange steder rundt om i verden, og det ser ud til at fortsætte.
Da taxi-firmaet Uber blev lanceret i Danmark, mødte firmaet med det samme stor modstand fra taxi-branchen, og Trafikstyrelsen politianmeldte endda selskabet samme dag, som man åbnede servicen.
Nu har byrådet i Portland, USA, sagsøgt taxi-firmaet, fordi man ønsker at stoppe dets aktiviteter i byen. Uber startede i fredags med at tilbyde borgerne i Portland sin taxi-service, skriver Reuters.
»Byens søgsmål beder om en erklæring fra retten om, at Uber er underlagt byens regler. Søgsmålet beder også retten om at beordre Uber til at stoppe med at operere i Portland, indtil man overholder byens sikkerheds- og sundhedsregler,« skriver Portland i en pressemeddelelse.
Uber selv mener, at man har fået en rigtig god modtagelse i Portland.
»Uber har fået en varm velkomst fra chauffører og passagerer i og omkring Portland. Vi værdsætter, hvordan borgerne i Rose City (Portlands øgenavn) har taget imod os, og det beviser, at det er tid til at modernisere Portlands transportregler,« siger Eva Behrend, talskvinde for Uber.
I Indien er taxi-firmaet også stødt ind i problemer, hvor byrådet i Delhi mandag har udstedt et forbud mod alle internetbaserede taxi-services, skriver Deccan Chronicle.
Det sker efter, at en kvindelig passager har anmeldt en Uber-chauffør for voldtægt.
»Alle transport- og taxi-services, som benytter sig af internetbaserede teknologi til at komme i kontakt med kunderne, og som ikke er anerkendt, er forment at tilbyde den slags service,« fastslog retten.
Samtidig oplyser byrådet i Delhi, at kun seks taxi-firmaer må køre taxi i byen.
Uber opererer i cirka 10 indiske byer, og der spekuleres i, at indenrigsministeren, Rajnath Singh, muligvis vil opfordre til et totalt forbud mod Uber i Indien.
Uber er bl.a. blevet forbudt i Berlin, Las Vegas, Bruxelles og Barcelona.