Matas-næstformand sælger aktier for 55 mio. kr.
Lars Frederiksen, der er næstformand i Matas' bestyrelse, har solgt en større portion aktier i det børsnoterede selskab.
400.000 aktier har næstformanden skilt sig af med, og da aktierne er solgt til kurs 138, indbringer det ham 55.200.000 kr.
- Det skyldes, at jeg har en meget stor allokering til Matas-aktier, så det er et udtryk for, at jeg gerne vil have en fornuftigt velafbalanceret portefølje. Det handler ikke om, at min tro på Matas er blevet mindre, siger Lars Frederiksen til Ritzau Finans.
Lars Frederiksen var blandt de materialister, der i sin tid solgte Matas-kæden til kapitalfonden CVC, der sendte kæden på børsen i 2013. De solgte aktier svarer til lidt mere end halvdelen af Lars Frederiksens Matas-aktier.
- Der er altid en større risiko i at have en stor post liggende ved et selskab. Jeg har haft en for stor andel af min portefølje liggende i et selskab, så allokeringsmæssigt var det en for stor risiko, forklarer Lars Frederiksen.
- Mit hjerte banker stadig for Matas, og derfor har jeg også fortsat en stor aktiepost tilbage, siger næstformanden.
Matas-aktien falder tirsdag 1,1 pct. til 138,5 kr.
Ritzau Finans