Ti fordomme om offentligt og privatansatte - passer de?
Personlighedstest afslører, hvilke fordomme om henholdvis offentligt og privatansatte, der holder.
Ansatte i det offentlige er ikke nær så ambitiøse, som dem, der arbejder i virksomheder i det private erhvervsliv. Og de privatansatte er ikke nær så rare mennesker, som dem, der arbejder i den offentlige sektor. Fordommene for de to sektorer er mange, men er der noget sandhed i nogle af fordommene?
På baggrund af knap 1.400 besvarelser af personligheds- og adfærdsanalyser, som virksomheden People Test Systems har lavet i forbindelse med rekruttering til både offentlige og private virksomheder, viser det sig, at nogle af fordommene faktisk holder vand, mens andre intet har med sandheden at gøre.
- Privatansatte er mere ambitiøse. Fordommen holder ifølge undersøgelse, fordi ansatte i private virksomheder er de mest karriereorienterede og visionære. De scorer i gennemsnit 56 ved spørgsmål om deres ambitionsniveau, mens offentligt ansatte scorer 49 i gennemsnit.
- Offentligt ansatte er mere rummelige. Den fordom holder ifølge undersøgelsen også, hvor de offentligt ansatte i gennemsnit får 70 på rummelighedsskalaen, mens de privatansatte i gennemsnit får 63.
- Offentligt ansatte udvikler sig ikke. Fordommen holder ikke, hvis man kigger på undersøgelsens resultater i forhold til, hvor udviklingsorienterede henholdsvis de offentligt og privatansatte er. Der er kun en forskel på to point mellem gennemsnittet i de to grupper.
- Offentligt ansatte er mere empatiske. Heller ikke denne fordom holder. Der er nemlig ingen væsentlig forskel på indlevelsesevnen hos de offentligt og de privatansatte, som opnår henholdsvis 70 og 68 i gennemsnittet.
- Offentligt ansatte er mere sjuskede. Undersøgelsen bekræfter denne fordom. For mens de offentligt ansatte scorer 55 i gennemsnit i forhold til ordenssans og detaljeorientering, får de privatansatte i gennemsnit 68.
- Offentligt ansatte er langsommere til at træffe beslutninger. At det går langsomt hos de offentlige ansatte er en fordom, man ofte hører, men ifølge undersøgelsen er der ingen forskel på, hvor hurtige de to grupper er til at træffe beslutninger. Mens de offentligt ansatte i gennemsnit scorer 66, får de privatansatte 67 i forhold til beslutningsevne.
- Privatansatte er mest viljestærke. Denne fordom bekræfter undersøgelsen. Ansatte i private virksomheder scorer i gennemsnit 52, mens de offentligt ansatte kun opnår 46, når man tester deres viljestyrke.
- Privatansatte er mere risikovillige. Undersøgelsen viser, at de privatansatte i højere grad tager en risiko end de offentligt ansatte. De privatansatte får således i gennemsnit 50 på risikovillighedsskalaen, mens de offentligt ansatte får 43 i gennemsnit.
- Offentligt ansatte er mere upartiske. Undersøgelsen bekræfter, at de ansatte i den offentlige sektor er mere neutrale end ansatte i private virksomhed. De offentlige ansatte opnår her 67 i gennemsnit, mens de privatansatte opnår 60 i gennemsnit.
- Privatansatte kan klare mere pres. Medarbejdere i private virksomheder kan ifølge undersøgelsen ikke klare mere pres end de offentligt ansatte. De privatansatte får i gennemsnit 65 på spørgsmålet om mental modstandskraft, mens de offentligt ansatte i gennemsnit får 66.