Regeringens løfte om milliardrabat til elkunder sejler - rettet
I juli lovede regeringen virksomheder og private elkunder en rabat i den galopperende PSO-afgift på 1.290 mio. kr. i 2015. Men PSO-regningen ventes blot at skrumpe 9 mio. kr. næste år, viser nye tal fra Energinet.dk. Erhvervslivet raser, mens Venstre og Dansk Folkeparti kræver milliardrabatten på bordet.
Finans bragte den 14. december historien ”Regeringens løfte til elkunder sejler” med afsæt i PSO-tal fra Energinet.dk for 2014 og 2015 offentliggjort den 10. december. Tallene viste, at erhvervslivet ikke stod til at få den lovede PSO-rabat. Efterfølgende har Energinet.dk revideret PSO-tallene, og forventningen er nu et fald i PSO-regningen fra 2014 til 2015 på 1,5 mia. kr. Finans beklager.
Virksomheder og private elkunder må kigge langt i vejviseren efter en lovet milliardrabat i den galopperende grønne energiafgift.
I juli præsenterede regeringen en ny vækstplan i jagten på vækst og flere job. Et bærende element i planen er en rabat i den såkaldte PSO-afgift på 13,2 mia. kr. frem mod 2020 – heraf alene 1.290 mio. kr. i 2015.
Nye tal fra Energinet.dk viser imidlertid, at den samlede PSO-regning fra 2014 til 2015 blot ventes at falde 9 mio. kr.
»Det er noget skidt. Der er ikke megen vækstplan i det her,« siger Steen Vohlander, formand for Foreningen af Slutbrugere af Energi (FSE), der tæller omkring 50 af Danmarks mest energitunge virksomheder og koncerner.
Vi har fået et tilsagn om en lettelse i PSO-regningen næste år på 1.290 mio. kr. Kan regeringen ikke levere som aftalt, har den et alvorligt problem.
Han mener, at tallene taler deres eget klare sprog om en finansiering af den grønne omstilling, som har spillet fallit, hvilket landbruget nikker til.
»Allerede da man diskuterede vækstpakken, pegede vi på, at man fra politisk hold har skabt en model til finansiering af den grønne omstilling, som man ikke kan styre, og det viser det her jo klart,« siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.
Som eksempel nævner han, at mens det for tre år siden kostede ca. 5 kr. i PSO-afgift at producere et slagtesvin, er PSO-regningen i dag omkring 14 kr.
»PSO-afgiften forværrer konkurrenceevnen for fremstillingsindustrien i Danmark. Det er der slet ingen tvivl om,« siger Flemming Nør-Pedersen.
Regeringens vækstplan kom i hus med stemmer fra Venstre og Dansk Folkeparti. Begge partier kræver nu, at den lovede rabat kommer på bordet.
»Det her er et skred i de forudsætninger, som aftalen bygger på,« siger klima- og energiordfører Mikkel Dencker (DF).
»Vi har fået et tilsagn om en lettelse i PSO-regningen næste år på 1.290 mio. kr. Kan regeringen ikke levere som aftalt, har den et alvorligt problem,« siger klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt (V).
Han vil nu afkræve klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) en redegørelse om den forsvundne milliardrabat allerede inden nytår.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren.