Eksperter: Svær dansk fremtid for kapitalfonden Altor
Kapitalfonden Altor har problemer med at fortsætte sit virke i Danmark, eftersom meget tyder på, at den svenske fond har en stigende del af ansvaret for sammenbruddet i OW Bunker.
Det er vurderingen fra investorer og eksperter efter nye oplysninger, som belaster fonden, er kommet frem i lyset.
Det skriver Berlingske Business.
- Det skal have nogle konsekvenser, hvis man føler sig snydt. Ikke så meget for at straffe Altor, men også fordi man sender et signal til andre kapitalfonde om, at det ikke er risikofrit ikke at være ærlige. Alene af den grund er det rationelt for investorerne at straffe Altor voldsomt for det her, og på den måde er det frygteligt alvorligt for dem, siger Per Nikolaj Bukh, professor fra Aalborg universitet.
DR har senest fået adgang til en række interne dokumenter og bestyrelsesreferater, som blandt andet viser, at OW Bunker op til børsnoteringen tjente en stor del af sine penge på spekulation. Det fremgik ikke af børsprospektet, hvor stor en del af indtjeningen der stammede fra spekulation.
Ritzau Finans