Finanshus: Pandora kan blive presset i Rusland
Aktien i Pandora, som har været en af vinderne i 2014 med en stigning hidtil på 71 pct., kan gå sværere tider i møde - blandt andet på grund af udviklingen i Rusland.
Det vurderer Alm. Brand Markets, der noterer, at Maxim Nogotkov, der er den primære ejer af distributionsrettighederne til Pandora i Rusland, ifølge Bloomberg News er i økonomiske vanskeligheder.
- Rusland har ca. 7 pct. af Pandoras samlede antal koncept- og shop-in-shops-butikker. Sammen med skuffende data for detailsmykkesalget i USA ser vi øget risiko til Pandora-aktien gående ind i FY 2014 regnskabet, skriver Alm. Brand Markets i sin morgenberetning.
Finanshuset gentager en neutral anbefaling af aktien.
Pandoras aktiviteter i Rusland har været stigende, men det har ifølge Alm. Brand blandt andet været støttet af tilbageholdenhed med at løfte priserne til at kompensere for rublens fald, samt støttet af kundernes opkøb af smykker inden prisernes uundgåeligt måtte stige.
- Begge effekter må anses som midlertidige, og Pandoras fremadrettede resultater for Rusland kan skuffe, mener Alm. Brand Markets.
Ritzau Finans