Rockwool frygter kollaps og trækker penge ud af Rusland
Rockwool er blandt de virksomheder, som nu løbende trækker penge ud af Rusland så hurtigt som muligt.
Den seneste uge er rubelkursen faldet med 16 pct., og man frygter, at Ruslands næste handling bliver at lukke de finansielle grænser med kapitalkontrol. Rusland er Rockwools fjerdestørste marked.
Det skriver dagbladet Børsen.
- Der er en risiko for, at Rusland indfører en eller anden form for valutarestriktion for at beskytte rublen. Derfor trækker vi løbende penge ud af Rusland. Men vi klapper altså hesten i forhold til at få rublerne vekslet om til euro lige nu. Priserne er alt for volatile, siger Jens Krogsgaard, vicedirektør for finans og skat i Rockwool.
Rusland har ikke været så presset som nu siden statsbankerotten i 1998. Den dramatiske midnatsrenteforhøjelse i Moskva med 6,5 pct.point til 17 pct. fik rubelkursen til at dykke igen tirsdag. Desuden faldt prisen på Brent-olie tirsdag med 3,2 pct. til 59,08 dollar pr. tønde - det laveste niveau i over fem et halvt år.
Ritzau Finans