Sydbank: Russiske problemer overskygger fremgangen i Carlsberg
Sydbanks senioranalytiker Morten Imsgard fastholder sin købsanbefaling af Carlsberg-aktien, selvom den russiske rubel den seneste tid har været under massivt pres. I stedet retter Morten Imsgard blikket mod Asien og Vesteuropa, hvor bryggeriet oplever indtjeningsfremgang.
Carlsbergs aktiviteter i Rusland er massive, og omkring en fjerdedel af bryggeriets samlede indtjening kommer fra landet. Men Morten Imsgard fastholder dog alligevel sin anbefaling på "køb", mens han noterer, at den nuværende værdiansættelse af aktien efter hans mening afspejler frygt for et decideret kollaps af russisk økonomi.
Analytikerens estimat for selskabets driftsindtjening sænkes med 250 mio. kr. i 2014 og cirka 900 mio. kr. for 2015 under den forudsætning, at valutakursen fastholdes på omkring 85 rubler per euro resten af 2014 og 2015.
Onsdag først på eftermiddagen koster en euro 84,7 rubler mod en kurs på 58,7 rubler for en måned siden. Tirsdag eftermiddag kostede en euro kortvarigt hele 99,5 rubler.
Investorerne bør ifølge Sydbanks senioranalytiker også kigge på indtjeningsfremgangen i Asien og Vesteuropa, der alene burde hjælpe Carlsbergs aktiekurs opad.
- Ifølge vores beregninger kan selskabets vesteuropæiske og asiatiske forretning alene forsvare en børsværdi omkring 70 mia. kr., hvilket er på linje med den nuværende værdiansættelse af Carlsberg-aktien. Det understreger ifølge vores vurdering, at værdien af Carlsbergs østeuropæiske forretningsaktiviteter stort set ikke er afspejlet i det nuværende kursniveau for Carlsberg-aktien, lyder det i analysen.
Morten Imsgard understreger dog, at Carlsberg i øjeblikket er behæftet med ekstraordinær høj usikkerhed, da den økonomiske situation i Rusland bølger frem og tilbage konstant, hvor spekulationerne om kapitalkontrol eller kollaps i økonomien giver dybe panderynker.
Onsdag først på eftermiddagen handles Carlsbergs B-aktie 0,6 pct. højere til 454,2 kr. Aktien har i de løbet af de sidste tre måneder mistet 16,7 pct.
Ritzau Finans