Olien fortsætter op efter lagertal
Oliepriserne, som har været under markant pres over de seneste måneder, ligger torsdag formiddag med pæne stigninger efter, at lagertal fra USA onsdag eftermiddag viste et fald på 847.000 tønder i sidste uge.
Yderligere kan Janet Yellens beroligende meldinger fra onsdagens rentemøde samt spekulationer om snarlige obligationsopkøb hos ECB også have været med til at løfte interessen for olien.
Olieprisen er faldet mere end 20 pct. siden OPEC i forrige måned besluttede sig for at fastholde produktionskvoten, hvorved olieproduktionskartellet modstod pres fra medlemslande såsom Venezuela om at skære produktionen.
Brent-oliefuturen stiger torsdag formiddag med 1,9 pct. til 62,32 dollars per tønde, og prisen er dermed kommet en smule væk fra tirsdagens bund i 58,50 dollars per tønde. WTI-oliefuturen løftes 1,7 pct. til 57,43 dollars per tønde.
De europæisk-noterede olieselskaber nåede onsdag eftermiddag at nyde godt af opturen i olieprisen, og opturen fortsætter i torsdagens aktiemarked. Britiske BP løftes 1,1 pct. til 401,90 pence, mens Shell stiger 0,2 pct. til 2099 pence.
Aktiefokus