»Oliefelter i Nordsøen er nær kollaps«
Det vil kræve enorme forandringer, hvis oliefelterne skal overleve, mener formand for olieorganisation.
Robin Allan, formand for olieorganisationen Brindex, vurderer, at oliefelterne i Nordsøen er på randen af kollaps, da det angiveligt er nær umuligt at tjene penge på oliepriser under 60 dollar per tønde. Hvis oliefelterne skal overleve, vil det kræve enorme omstruktureringer, vurderer Allan.
Det skriver The Telegraph.
- Dette er en kæmpe krise. Det er sket før, og det kræver tilvænning, men det vil medføre massefyringer, afvikling af projekter og generelle omkostningsreduceringer, siger Robin Allan til The Telegraph.
Advarslen kommer, efter at konsulentbureauet Wood Mackenzie rapporterede, at olieprojekter i Nordsøen for 55 mia. pund, svarende til 409 mia. kr., risikerer at blive droppet som følge af de lave oliepriser.
Oliepriserne er siden juni faldet omkring 45 pct., og oliefelterne i Nordsøen er yderligere pressede, efter at oliegiganten Opec i slutningen af november besluttede at fastholde olieproduktionen på 30 mio. tønder om dagen.
Ritzau Finans