- Opdateret 19/12/2014 kl. 11:06
- Artiklen opdateres
Overraskende konkurssmæk til Nykredit
AB Duegården erklæret konkurs. Nykredit står tilbage med regning på flere hundrede mio. kr.
Andelshaverne i en af Danmarks største andelsboligforeninger, AB Duegården på Frederiksberg, har fået rettens ord for, at foreningen må gå konkurs.
Den netop afsagte afgørelse ved Sø- og Handelsretten i København er et kæmpe nederlag for Nykredit og realkreditselskabet valgte da også at kære afgørelsen til landsretten på stedet. Taber Nykredit også her står koncernen til at måtte tage et tab på op mod 250 mio. kr.
For andelshaverne betyder sejren ved Sø- og Handelsretten, at de, hvis kendelsen bliver stadfæstet, i Østre Landsret kan få lov til at rive deres andelsbeviser i stykker og blive boende i deres egne lejligheder som almindelige lejere.
Det skifte betyder at deres månedlige leje med et hug vil blive halveret til omkring 4.000 kr. for en 100 kvadratmeter lejlighed i det attraktive boligbyggeri på Frederiksberg.
Til gengæld vil Nykredit, hvis kendelsen bliver stadfæstet, være tvunget til at overtage byggeriet. Og som situationen ser ud i dag, står realkreditkæmpen til at indkassere et tab på op mod 250 mio. kr. i forhold til deres eget tilgodehavende, hvis de sælger ejendommen på det frie marked.
Samtidig har dagens kendelse sat Nykredit under et tidspres, da Sø- og Handelsrettens præsident Henrik Rothe fastslog, at Nykredits kære ikke får opsættende virkning.
Derfor blev AB Duegården med øjeblikkelig virkning taget under konkursbehandling med advokat Henrik Sanders fra Mazanti-Andersen Korsø Jensen som kurator.
Kendelsen vakte stor glæde hos Lasse Larsen, der tidligere var formand for AB Duegården og har stået forrest i kampen for andelshavernes kamp for at foreningen skulle have lov til at gå konkurs.
»Jeg er en meget glad mand i dag. Kendelsen fulgte i et og alt de synspunkter vore advokater lagde frem. Det er godt for retssikkerheden at Sø- og Handelsretten har truffet en juridisk baseret afgørelse i stedet for at følge den finansielle sektors ønsker,« siger Lasse Larsen.
AB Duegården blev stiftet på toppen af markedet i 2007, hvor udlejningsejendomme i hovedstadsområdet blev solgt til rekordhøje priser. Og for at lægge låg over renteudgifterne indgik foreningen en såkaldt renteswap.
Swapen blev indgået på et tidspunkt, hvor man forventede stigende renter. Men det gik som bekendt lige modsat. Dermed steg foreningens gæld drastisk. Og det var den udvikling, som pressede forenningen ud i en situation, hvor andelshaverne ikke så anden økonomisk udvej ind at få deres forening erklæret konkurs.
AB Duegårdens gæld er i dag løbet op i 486 mio. kr., mens ejendommen vurderes til at have en værdi på 235 mio. kr. i fri handel.