Smykkeforhandlere springer et led over
Kampen om at sikre sig diamanter er blevet hårdere. Færre nye fund og højere priser pressen branchen til nye ideer.
Smykkeforhandlere, der fylder julestrømperne med diamanter, gør det i højere grad ved at investere i eller sikre leveringsaftaler med enkelte miner frem for med branchens mellemmænd.
Det skriver Bloomberg News, der pointerer, at forhandlere som amerikanske Tiffany & Co og kinesiske Chow Tai Fook må dele en fortsat mindre mængde let tilgængelige diamanter, idet de fleste af dem, der er lokaliseret tæt på jordens overflade, allerede er gravet op.
Det presser smykkeforhandlerne til at blive mere kreative i deres søgen efter mineoperatører, som er placeret fra det arktiske Canada til Kalahari-ørkenen i det sydlige Afrika.
Tidligere var de store forhandlere i høj grad afhængige af Anglo Americans De Beer-division, som på et tidspunkt havde en monopollignende stilling på diamantmarkedet og stadig håndterer handlen med 37 pct. af alle uslebne diamanter i verdenen.
Chow Tai Fook følger nu efter Tiffany i at investere i enkelte miner, og trenden gør dem, ifølge analytiker Des Kilalea fra RBC Capital Markets, i stand til at få diamanter til en bedre pris. Og så kan de være mere sikre på, at de kan få adgang til stenene længere ude i fremtiden.
Diamantminesektoren lider under manglen på nye projekter, idet der er gået flere årtier siden det sidste store fund.
Mineproduktionen af diamanter toppede i 2006 med 176 mio. karat, som er faldet til i omegnen af 146 mio. karat udvundet sidste år.
De knappe forsyninger har været med til at løfte priserne med over 50 pct. i løbet af de seneste fem år. Yderligere har priserne også været understøttet af et amerikansk opsving efter finanskrisen samt efter øget efterspørgsel fra Asien.
Aktiefokus