Alstom tilstår bestikkelse og skal betale knap 4,7 mia. kr.
Franske Alstom, der blandt andet laver togsæt, kraftvarmeværker og vindmøller, har accepteret at betale 772 mio. dollar, svarende til cirka 4,7 mia. kr., i et forlig med det amerikanske justitsministerium i en sag om bestikkelse.
Det skriver Bloomberg News, der også kan fortælle, at Alstom erklærer sig skyldig i anklagerne.
Dermed lukkes efterforskningen af Alstoms forretninger i Indonesien og andre lande før et salg af selskabets energiaktiviteter til General Electric.
Efterforskningen omhandlede blandt andet Alstoms kontrakt på 118 mio. dollar på at levere vandvarmeanlæg til et kraftværk i Tarahan i Indonesien. I den forbindelse skulle Alstom have benyttet mellemmænd til at kanalisere hundredtusindvis af dollar til medlemmer af det indonesiske parlament.
/ritzau/FINANS