Trods spekulationer om det modsatte: Bank overlever 2014
Østjydsk Bank har været igennem et turbulent 2014, med store nedskrivninger og spekulationer om bankens fremtid.
Østjydsk Bank overlever dog trods dette 2014, men går en usikker fremtid i møde i 2015. Til næste år skal banken nemlig atter på kapitaljagt blandt investorerne, og det kan blive en særdeles vanskelig opgave, vurderer en økonom.
Det skriver dagbladet Børsen.
Det bliver en krympet Østjydsk Bank, der går ud af 2014. Efter mandagens frasalg af yderligere to filialer er banken nu nede på at have fem filialer i Mariager og omegn. Tilbage i 2012 var tallet oppe på 12 filialer.
Med salget af de to filialer mandag skiller Østjydsk sig af med udlån for omkring 520 mio. kr., indlån for omkring 770 mio. kr., samt ca. 7.000 kunder til Jutlander Bank. Det giver efter omkostninger Østjydsk Bank en fortjeneste på ca. 70 mio. kr.
Salget af de to filialer var ikke oprindeligt ledelsens foretrukne plan, men efter i et halvt år at have forsøgt at sælge banken, blev det den bedst mulige løsning.
Direktør Max Hovedskov erkender, at ingen ville købe banken.
Frasalget vil forbedre bankens kapitalprocent med 3,6 pct., hvilket dog ikke er nok til at sikre banken på den lange bane.
Derfor skal Østjydsk Bank atter på kapitaljagt i 2015. Det kan dog blive særdeles svært at finde investorer til det projekt.
- At få ny aktiekapital ind bliver ikke kun svært, det bliver mere end svært. Østjydsk Bank har været i den længste kontrollerede nedlukning, som man har set i nyere tid, udtaler Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, til dagbladet Børsen.
Ritzau Finans