Arla bryder menneskerettighederne og beslaglægger medarbejdernes pas
Mejerigiganten Arla erkender, at virksomheden har brudt virksomhedens egne retningslinjer ved at tilbageholde en lang række medarbejderes pas.
Gennem ti år har mejerigiganten Arla beslaglagt pas fra virksomhedens medarbejdere i Saudi Arabien. I Saudi Arabien har Arla omkring 900 medarbejdere, hvoraf de 600 er udenlandske gæstearbejdere, der hovedsageligt kommer fra Asien. Det er de medarbejdere, der har fået beslaglagt deres pas af Arla. Det skriver det svenske medie svt.se.
Arla bekræfter over for Finans, at virksomheden har beslaglagt medarbejdernes pas.
»Det er national praksis i Saudi Arabien, at virksomheder som Arla tilbageholder medarbejdernes pas. Vi har været opmærksomme på, at det er i strid med vores egne etiske retningslinjer, at vi har fulgt den nationale praksis i Saudi Arabien,« siger Astrid Gade Nielsen, der er kommunikationsdirektør i Arla.
I Arlas egen ansvarlighedsrapport, som er en del af virksomhedens CSR-strategi, skriver Arla nemlig tydeligt, at virksomheden overholder alle menneskerettigheder.
»Vi er ikke kun en leverandør af fødevarer men også af en virksomhedskultur, der værner om internationalt anerkendte menneskerettigheder. Det betyder, at uanset hvor vi opererer, repræsenterer vi Arla Foods faste overbevisning om, at menneskerettighederne for alle mennesker skal respekteres,« står der.
Når man som virksomhed vælger at beslaglægge medarbejderes pas, er det ifølge Christoffer Badse, der er monitoreringschef hos Institut for menneskerettigheder, netop i strid med helt grundlæggende menneskerettigheder.
»Det er utvivlsomt et brud på menneskerettighederne at konfiskere en anden persons pas uden gyldig grund. Retten til fri bevægelighed er en grundlæggende rettighed i alle menneskerettighedskonventioner og erklæringer. Som udgangspunkt betyder det, at man ikke må forhindre folk i at rejse ud af et land,« siger han.
I Arla har det været praksis i ti år for virksomheden at beslaglægge passene hos alle gæstearbejdere i Saudi Arabien. Men når Arla har vidst, at det er i strid med menneskerettighederne, som virksomheden selv siger, den vil leve op til, hvorfor har mejerigiganten så alligevel inddraget medarbejdernes pas, spørger Finans Astrid Gade Nielsen.
»Fordi det har været en national praksis, som vi sammen med andre virksomheder har fulgt. Det er i revideringen af vores menneskerettighedspolitik, at vi nu tager skridtet og bryder med den nationale praksis.«
I følger vel ikke altid bare den nationale praksis i et land. Der må være en årsag til, at I har valgt at tage medarbejdernes pas?
»Det er fordi, det er en praksis, der er i landet. Når en medarbejder kommer ind i landet, er det arbejdsgiveren, der står som ansvarlig for den medarbejder. Det vil sige, at en medarbejder bruger sit pas til at rejse ind og ud af landet, men til alt andet man gør, mens man er i landet, bruger man ikke passet som identifikation, der bruger man en særlig arbejds- og opholdstilladelse.«
Så det har været for at sikre, at medarbejderne ikke kunne rejse ud af Saudi Arabien igen?
»Det er bare en praksis, som handler om, at arbejdsgiveren står som garant over for de saudiske myndigheder for de medarbejdere, der kommer ind i landet. Det har været den praksis, som vi har fulgt, og som andre virksomheder har fulgt.«
Men bare fordi andre virksomheder gør det, er det vel ikke ensbetydende med at I også bare følger praksis. I må have overvejet hvilke fordele, der er ved at gøre det?
»Det er, at man står som garant over for de saudiske myndigheder.«
Så det er for at have styr på medarbejderne?
»Den er den garant, som saudiske myndigheder forventer, at arbejdsgiveren tager på sig, og det ligger til grund for den praksis, som Arla og andre virksomheder har fulgt. Vi har været opmærksomme på, at det ikke har været i overensstemmelse med vores egne etiske retningslinjer, og derfor har vi i forbindelse med vores egen etiske revision valgt, at vi bryder med den praksis, der er i Saudi Arabien. I virkeligheden går vi foran, og kommer som den første nu til at bryde den her praksis,« siger Astrid Gade Nielsen.
Arla har valgt at stoppe med at følge praksis i Saudi Arabien efter, at svenske SVT har taget sagen op. Fredag er der helligdag i Sauda Arabien, men Astrid Gade Nielsen fortæller, at så snart gæstearbejderne møder på arbejde igen, får de deres pas tilbage.