Baresso vil fordoble antallet af kaffebarer
Der er et stort potentiale i Danmark, som stadig ligger langt efter nabolandene, mener Baresso-direktør.
Baresso-kæden har nu 47 kaffebarer i Danmark. Men med salget til den tyske virksomhed Jab Holding vil det ikke være utænkeligt med dobbelt så mange kaffebarer i Danmark.
Det vurderer den kommercielle direktør i Baresso-kæden, Anders Wall. Han bygger det dels på, at kaffebar-kæden nu får større finansielle muskler i ryggen, og samtidig er antallet af kaffebarer i Danmark stadig væsentligt under antallet i nabolande som Sverige og England.
»Vi har i 15 år været en iværksættervirksomhed, og iværksættere har begrænset økonomisk kapacitet. Men nu tilføres vi en finansiel styrke, der virkelig giver os muligheder for vækst, som vi ellers ikke ville have haft,« tilføjer Anders Wall.
Han glæder sig over, at Baresso har fået en finansiel stærk medspiller.
»Jab Holding er en virksomhed, der satser på stærke brands, og vi er glade og stolte over, at vi bliver vurderet som et sådant. Samtidig får vi mulighed for at udvikle brandet yderligere,« fortæller direktøren.
Det skal dels ske ved en finpudsning af det eksisterende brand, men det skal også ske ved at etablere endnu flere kaffebarer i Danmark.
»Jeg vurderer, at det ikke er usandsynligt, at vi måske vil se noget i retning af en fordobling. Når vi sammenligner os med nabolande som Sverige og England, har de mange flere kaffebarer,« tilføjer Anders Wall.
Nøgletal Baresso Coffee A/S 2014/2010
(mio. kr.) | 2014 | 2013 | 2012 | 2011 | 2010 |
Bruttoresultat | 125,7 | 116,1 | 112,5 | 101,0 | 86,8 |
Ebitda | 18,6 | 10,2 | 13,4 | 13,3 | 13,3 |
Årets resultat | 6,1 | -2,7 | 1,7 | 2,3 | 3,7 |
Egenkapital | 23,6 | 17,7 | 20,4 | 18,7 | 16,4 |
EK-forrentning (pct.) | 29,4 | -14,4 | 8,9 | 12,9 | 32,0 |